Tunfiskelæder

Under Anden Verdenskrig var læder en mangelvare i Danmark. Derfor var der mange driftige forretningsfolk, der eksperimenterede med at udvikle nye typer læder. Herunder grosserer Kristian Bendixen fra virksomheden Vituna.

Indtil videre var det ikke lykkedes at lave gode lædervarer af tunfiskeskind. Dels fordi fisken er meget fed, dels fordi dens hud er meget anderledes end hos andre fisk. Bendixen fandt en metode til at garve skindet. Først opbløde han skindet i en stærk kalkopløsning, og efterfølgende kunne man så fjerne fedtet i en sodaopløsning.

(OBS: Fotografiet er af en indsigelse imod patentet, og ikke et billede af det patenterede tunfiskelæder)

Virksomheden klarede sig glimrende under krigen. I 1942 havde de ca. 50 ansatte; et halvt år senere allerede 75. På samme tid var produktionen steget fra 10.000 til 15.000 fiskeskind om dagen. Skindene kom fra mange forskellige fiskearter, og blev omformet til alt fra tegnebøger, damesko og pudeovertræk til åleslips, ålesnørebånd og møbelbetræk.

Handlen med fiskeskind var en god forretning både for fiskere og for producenter: pludselig var der kommet penge i et affaldsprodukt. Det gjorde også, at konkurrencen om markedet var hård.

Således var der 56 danske garverier i 1945 mod 24 i 1940. Der kom en indsigelse imod Bendixens patent fra en virksomhed, der mente at metoden allerede var kendt. Det tog derfor fem års tovtrækkeri, før Bendixen opnåede patentet. På det tidspunkt var krigens vareknaphed ved at aftage, og markedet for fiskelæder ved at skrumpe ind.

Tankerne omkring at bringe et affaldsprodukt i anvendelse passer godt ind i dagens dagsorden om bæredygtighed. F.eks. startede Teknologisk Institut i 2017 et forskningsprojekt. Her undersøger man nye miljøvenlige og bæredygtige garvemetoder til fiskeskind. Målet er at få skindet til at stige i værdikæden: det skal atter ændres fra at være et affaldsprodukt til at blive et luksusprodukt.