Tilbehør til drejebænk

Værktøjet blev opfundet i 1908 af Ulrikke Sara Elisabeth Magius. Det var meget usædvanligt med kvindelige opfindere i starten af 1900-tallet. Sjældnere endnu var det, at hun også var selvlært snedker og træskærer.

Magius gjorde sjældent som de andre. Hun var økonomisk uafhængig, og hun valgte aldrig at gifte sig. I stedet brugte hun sin tid til at rejse, bl.a. til Italien. Hun cyklede også Sjælland rundt for at finde det perfekte sted at bygge et hus. Når hun besøgte sin bror roede hun ud til ham i sin lille nøddeskalsbåd sammen med sin hund.Hun var selvlært træskærer, da hun ikke som kvinde kunne blive optaget på en skole.

Mange af de fine, sirlige udskæringer kunne hun lave med dette selvbyggede værktøj. Det skulle sættes til en drejebænk, og var et såkaldt excenterværk. Det vil sige, at man kan bruge det til at dreje cirkelmønstre i træ med forskellige midtpunkter.

Det løste Magius ved at spænde træet fast i en særlig holder, hvor man kunne placere det frit. Holderen var forbundet med en skive, som kunne dreje den rundt. Alt efter hvor træet var spændt fast, kunne det give forskellige cirkelmønstre

Sådanne mønstre var moderne i klunketiden, der netop var ved at ebbe ud, da Magius fik patentet i 1908. Hun var kendt for at gå i fint, gammelt tøj med mange lag.

Hendes efterladte træskærerarbejder vidner om en stor detaljebevidsthed og ligeså stor dygtighed til hendes fag. Hun arbejdede fra soveværelset og stuen i sit eget hjem, hvor hun lavede og udsmykkede alt fra billedrammer og små ibenholtæsker, til hønsehuse og stole, som hun enten solgte for at tjene lidt ekstra, eller gav til familie og venner.

Interview med Ulrikke Magius’ kusine, 1993. Danmarks Tekniske museums bibliotek 255/1.

Dansk patent nr.: DK11711
Patentansøgningsdato: 18/02-1908
Patentdato: 11/01-1909
Tekstforfattere: Laura Andersen Funder
Redaktør: Signe Skov Hansen