1952

Pynt til eger på cykelhjul

Pimp dit ride - stadig kendt opfindelse uden kommerciel succes for opfinderen

Jørgen Højerup Sørensen fandt i 1952 på at give lidt mere liv til cykelegerne med disse dekorationsgenstande, som han kaldte dem.

Det særlige ved netop disse pyntegenstande var, at de kunne klikkes direkte på egerne. Så ville de holde sig fast ved hjælp af deres egen spændkraft. Pynten kunne laves i forskellige farver. Hvis de blev lavet med skiftende farver, så blev effekten størst, når mønstret blev vakt til live mens cyklen kørte.

Sørensens plan var at producere pyntegenstandene i kunststof – vel sagtens plastik. Det var endnu i 1952 et moderne materiale. Den store vækst i plastikindustrien kom netop i årene efter Anden Verdenskrig.

Opfindelsen kom i produktion – det vidner både museets eksemplar af pyntegenstanden og en lille avisnotits om. I notitsen søger den fynske cykeltilbehørsproducent efter “Rejsende, som besøger Cykelhandlere i Kbhvn. og Sjælland til at medtage Nyhed til Eger”.

Men hverken Højerup Sørensen eller nyheden til cykelegerne optræder i senere avisnotitser. Det er således tvivlsomt, om opfindelsen blev den store succes.

Der findes ikke flere patenter fra Højerup Sørensens side. Han forsvinder ud af kilderne sammen med pynten til cykelegerne.

Berlingske Tidende, 27/8-1952

Dansk patent nr.: DK78529
Patentansøgningsdato: 19/07-1952
Patentdato: 15/11-1954
Tekstforfattere: Jakob Caspersen
Redaktør: Signe Skov Hansen

Jørgen Højerup Sørensen

? - ?
Mand, Odense. Erhverv: Fabrikant og fynbo med fart i dækkene

Mere nysgerrig?

Hele patentbeskrivelsen