1952

NEFA-cykellygte

En blændende forretningsmodel

NEFA – Nordisk Element Fabrik var den førende danske cykellygteproducent i mere end 50 år.

 

Fabrikken blev grundlagt i 1922. Produktionen bestod af mindre batterier, såkaldte tørelementer, og altså også cykellygter.

Batterierne og cykellygterne var en god forretningsmodel. Selskabet huskede at opfordre kunderne til at købe NEFA-batterier, når de gamle var brugt op. I nogle tilfælde lavede man ligefrem specialbatterier, der skulle skrues fast i cykellygten. Til gengæld for deres tvungne loyalitet fik kunderne cykellygter til en billig pris.

NEFA-lygterne var billige i hele deres levetid. F.eks. kostede de 1,60 kr. I 1922; omtrent halvdelen af hvad det konkurrerende mærke Hellesen solgte deres lygter til.

Aftenbladet 10-5-1935

NEFA tilskyndede ivrigt deres cykellygtekunder også at købe deres batterier. Her i 1935. På billedet ses en NEFA 35 lygte.

Gennem 1920’erne og op i 1930’erne eksperimenterede NEFA med en række forskellige lygter. Med NEFA Petitte og NEFA 32 fandt man indtil videre et par meget stabile lygter, der nød stor udbredelse.

Under Anden Verdenskrig løb man ind i råstofproblemer, og fabrikerede lygter af tyndt, dårligt metal. Samtidig fandt lygterne også en anden anvendelse: til markering af landingsbaner, hvor de engelske fly skulle smide våben af til den danske modstandsbevægelse.

Efter krigen blev denne lygte udviklet, NEFA EX. Den var færdigudviklet omkring 1949, og patentet blev udstedt i 1952. Det særlige ved lygten var den måde glasset blev skruet på batterihuset på. Nu var den fjeder, der holdte pæren fast, sat sammen med glasset. Dermed var der mindre risiko for, at man tabte pæren eller fjederen, når man skiftede batteri.

Social-Demokraten, 31-12-1952

NEFA EX var både mere stabil og mindre end sine forgængere.

NEFA EX blev selskabets største succes. Cykellygten var i produktion helt frem til 1981, altså mere end 30 år. Den blev kendt under navnet “NEFA-blænderen” – nok en ironisk kommentar til den beskedne lysstyrke. Lyset var f.eks. for svagt til, at de britiske myndigheder ville godkende lygten.

Til gengæld for det svage lys, så fik man en meget stabil lygte, som sjældent gik i stykker. Den blev efterhånden også anvendt til andre formål end til at lyse de danske cykelstier op. F.eks. solgte fabrikken også lygten i forskellige farver, så de kunne bruges som pynt til festlige lejligheder.

NEFA led et knæk i 1960’erne, hvor fabrikken i Vermlandsgade brændte ned til grunden. Herefter skiftede virksomheden ejere, og fabrikationen blev genoptaget et andet sted. 

I 1972 kunne selskabet fejre 50 års jubilæum, og en NEFA-EX lygte kostede fortsat en femmer – svarende til ca. 36 kr. I 2019.

I 1981 standsede man produktionen af den lille NEFA-EX. Afløseren var en noget mere bastant, firkantet lygte. I løbet af 1980’erne blev NEFA opkøbt af cykellåsefabrikken BASTA. De fortsatte både produktionen af NEFA-lygten, og en lidt ændret udgave under firmaets eget navn.

De tunge og klodsede lygter, der brugte store mængder batteri på at holde glødepærerne tændt forsvandt gradvist med LED-lygternes fremkomst i 2000’erne.

I dag er NEFA-blænderen et sjældent syn på de danske cykelstier.

Social-Demokraten, 31-12-1952
Aftenbladet,10-5-1935.png
Cykelhistorisk Tidende, november 2000 Med lys på cyklen i 122 år, s. 18 ff.

Dansk patent nr.: DK74605
Patentansøgningsdato: 09/08-1949
Patentdato: 11/08-1952
Tekstforfattere: Jakob Caspersen
Redaktør: Signe Skov Hansen

Cykellygte og tørelementfabrikken NEFA

1922 - 1980'erne
København. NEFA - Nordisk Element Fabrik var den førende danske cykellygteproducent i mere end 50 år.

Mere nysgerrig?

Hele patentbeskrivelsen