Carmen Curlers

Det hele startede med 1960’ernes hårmode, der dikterede kunstfærdige frisurer med bølger og krøller. Den var med til at skabe den hurtigst voksende virksomhed i verden.

Frisurerne krævede ikke alene lange, ugentlige frisørbesøg. For at bevare den kostbare frisure gennem hele ugen sov man med talrige hårnåle og papilotter – nogle små cylindre, man rullede ind det våde hår inden man gik i seng.

Det var en tidskrævende proces med mange ulemper. Det var ikke rart at sove med, og det kunne være svært at nå at gøre sig klar til en fest. Hos mange gik det omfattende aftenritual ligefrem ud over sexlivet.

Det problem løste en af Danmarks helt store eksportsuccesser: Carmen Curlers.

Carmen Curlers var en elektrisk udgave af de traditionelle papilotter. De blev sat ned i et varmeapparat, der samtidig fungerede som opbevaringsboks. Med varme curlere behøvede man ikke at gøre håret vådt først, og de skulle kun sidde i nogle få minutter før frisuren var klar.

Det var ikke selve idéen med de elektrisk opvarmede curlere, der var ny. Men til forskel fra andre elektriske curlere kunne Carmen Curlers holde temperaturen i længere tid, uden at de blev så varme, at håret tog skade.

Carmen Curlers bestod af fire lag: et indre aluminiumsrør, et lag voks, et ydre aluminiumsrør og endelig selve plastikpapilotten. Når voksen blev varmet op, så smeltede den. Mens den langsomt størknede, så afgav den temperaturen til curleren. Den forblev stabilt varm i så lang tid, at krøllerne blev helt perfekte.

Carmen Curlers blev en verdensomspændende succes. Virksomheden voksede med en utrolig hastighed. En overgang i 1960’erne blev den ligefrem kåret som den hurtigst voksende virksomhed i verden.

Virksomheden blev stiftet i 1963 af Arne Bybjerg. Han var en succesfuld radio- og tv-forhandler i Kalundborg. Efter at have etableret fire butikker havde han overladt den daglige drift til lokale bestyrere. Dermed var der ikke så meget for den rastløse forretningsmand at tage sig til.

Han gav sig til at kæmme avisernes småstof efter annoncer for en idé, der kunne realisere hans drøm: “Jeg drømte om at finde en artikel, jeg kunne udvikle med patent på – fabrikere den og sælge den over hele verden! Det var det største mål, man kunne tænke sig som forretningsmand – og jeg ville erobre verden. Carmen Curlers blev denne vision.”

Bybjerg fandt en annonce fra en københavnsk frisør, som havde idéen til en elektrisk papillot. Han tog ind til frisøren for at se nærmere på opfindelsen. Da han kom hjem var han helt sikker på, at han ikke ville spilde sine penge på den opfindelse.

Men alligevel blev han usikker dagen efter, og indlader sig på et samarbejde med frisøren. Denne får dog ikke curleren til at virke, på trods af mange forsikringer. Det endte med, at Bybjerg købte opfindelsen for de 40.000 kr. han havde investeret i frisørens fejlslagne konstruktionsforsøg.

Herefter allierede han sig med ingeniøren Niels Chr. Jørgensen. Og nu begyndte opfindelsens store vanskeligheder for alvor at åbenbare sig. Det var ikke nogen nem sag at arbejde med de indre aluminiumsrør. De var besværlige at lime, de skulle renses kemisk, og så udvidede de sig under opvarmning.

Til sidst lykkedes det – også selvom en tidlig udgave kostede en hårmodel hendes hårpragt og den halve hårbund, da en curler lækkede sit varme indhold.

Jørgensen fik 15 kr. i timen for arbejdet. Han fik udtaget patentet i eget navn, og overdrog det derefter vederlagsfrit til Bybjerg.

Men selvom Bybjerg nu havde et færdigt produkt, var der stadig et stykke vej til succes. Og den var der efterhånden hårdt brug for, da han havde brugt i omegnen af halvanden million kr. – ca. 15 mio. kr. i 2019-værdi – på udviklingen.

Han har fået produceret 10.000 sæt curlers. De var pakket ind i et moderne design, der var lavet af en dygtig lokal dekoratør.

Nu manglede han bare at få solgt sit produkt. Men der var ingen der rigtigt bed på. Han afskedigede hele produktionen, og hyrede i stedet en frisør, Søren Unmack, til at hjælpe med at sælge curlerne.

Unmack udviklede produktet afgørende, da han fandt ud af, at man ikke skulle sætte curlerne i vådt, men i tørt hår. Idéen fik han, da han skulle afprøve dem på en dame med “sådan et tørt lortehår”, og det virkede over al forventning.

Unmack fik også en stor betydning i den tidlige udbredelse af curlerne, da Bybjerg fik ham til at gå fra dør til dør for at sælge curlerne. Vejen frem var at demonstrere curlerne på kunderne – de forstod ikke produktet, før de havde set det i funktion.

Fra 1965 begynder udviklingen at gå stærkt. I februar 1965 har virksomheden syv medarbejdere, i februar 1966 er der 60 og i samme måned i 1967 er der 200. Inden det er blevet august har man rundet de 500. I 1970 runder man 3000.

Efterspørgslen kom især fra USA, som aftog langt størstedelen af virksomhedens produkter. I midten af 1960’erne sendte man to fragtfly med hver ti tons curlere til USA om dagen. Den daglige omsætning var på over 500.000 kr.

Samtidig gik udviklingen af nye produkter meget hurtigt. F.eks. bestilte den amerikanske importør Clariol en ny type curlere. De skulle sælges på apotekerne, og måtte derfor ikke være for ens med dem, der blev solgt i supermarkederne.

Det var tvingende nødvendigt for dem, at produktet skulle leveres inden fem uger. Næsten samme dag som man fik ordren, blev der lavet en model på det nye produkt. Støbeformene kom i produktion i rekordtempo. Leverancen startede dagen inden deadline, og tre måneder senere havde Carmen leveret de første 350.000 sæt.

Den lynhurtige vækst gav sammen med Arne Bybjergs utraditionelle forretningsstil en helt særlig atmosfære i virksomheden:

Carmen var en udpræget kvindearbejdsplads. Ca. 80%  af medarbejderne var kvinder, og mange vestsjællandske husmødre fik deres første ansættelse her.

Carmen blev nødt til at sætte busser ind, for at de kunne få medarbejderne transporteret på arbejde. Som noget nyt, var alle medarbejdere og ledere dus med hinanden, og der blev gjort meget ud af personaleplejen.

Fabrikken havde et “efter danske forhold unormalt kvikt arbejdstempo”. Arne Bybjergs højre hånd, den 34-årige Villy Bechman, forklarer hvorfor det kunne lade sig gøre på følgende måde:

“Samtlige ansatte samles en gang om måneden over en kop kaffe, et glas sherry og en cigaret, og her kan enhver frit spørge, kritisere eller komme med forslag. Samtidig udtrækker vi 6 rejser til Mallorca eller de Canariske Øer, hvor vinderne kan tage ægtefæller med og få alt betalt. Vi vil gerne se glade medarbejdere, der kan lide at være her og derfor passer deres arbejde godt. Endvidere har enhver arbejdsleder, uanset niveau, ordre til hver eneste dag at henvende sig mindst én gang med en personlig bemærkning til samtlige sine underordnede”

Det var ikke det eneste utraditionelle tiltag. Bybjerg var begejstret for astrologi, og han når han ansatte folk til ledelsen, skulle de helst være født i løvens, tyrens eller tvillingens tegn. Hvis man var vandmand, havde man ingen chancer.

Samtidig er Bybjerg enormt god til, at give indtryk af, at Carmen virkelig er en stor spiller på markedet. Der er plads til privatfly og Rolls Royces, alt sammen fordi han mener at “I USA er det at være smart det samme som at være dygtig. Amerikanerne skal frem for alt have tiltro til os, og det får de kun, hvis vi kan imponere dem.”

Det lykkedes ikke i længden at imponere den største amerikanske aftager, Clariol, dere aftog 80% af produktionen. Dermed var Carmen helt afhængige af at kunne sælge til dem, og det vidste Clariol godt. Derfor gav de Bybjerg et tilbud han ikke kunne afslå: “sælg til os, eller vi køber en konkurrent – og da havde vi intet valg.”

Bybjerg solgte sit livsværk i 1969 for ca. 300 mio. kr – knap 2,5 mia. i 2019 værdi.

Salget huede ham ikke, for hans mission var ikke at blive rig. Pengene betragtede han mest som et værktøj til at opnå sit mål om “at erobre verden.”

Et par år efter salget emigrerer Bybjerg til Australien. Her køber han et landsted med et tilhørende jordstykke, der er en smule større end Fyn. Det forsøger han at bygge om til en gigantisk ferieby, beregnet til 100.000 turister. Der skal bygges ferielejligheder, golfbaner og anlægges søer, som man kan tage ud og sejle på.

Men planerne er ikke uden udfordringer. Området ligger i et af verdens mest øde områder. Det består mest af regnskov, og der er flere tusinde kilometer til den nærmeste storby. Der kommer aldrig mange turister på besøg.

Man kan spekulere i, om feriebyen snarere var et projekt Bybjerg lavede for at holde sig i gang, end det var en reel vision om en ny stor virksomhed. Selv begrundede han det i 1979 med, at han og konen ønskede at leve i anonymitet, og det var ikke en mulighed i Danmark. Som han sagde, så har man “ikke muligheden for at blive ukendt igen, når man er blevet kendt.”

Arne Bybjerg lever i 2019 – såvidt vides – fortsat i Australien.

Efter salget til Clariol fortsatte Carmen væksten for en stund. Dog under helt anderledes forhold, som en lille del af et kæmpestort amerikansk firma. Med tiden forsvinder ånden fra de første år. Bybjergs ambition om, at Carmen skulle føles som en stor familie, hvor enhver gjorde sit arbejde så hurtigt og effektivt som muligt blev afløst af stoppeure og akkordbetaling.

Som hårmoden skiftede, så faldt efterspørgslen for curlerne også. Samtidig kommer der en stigende grad af automatisering ind i arbejdsprocesserne. Som en konsekvens daler antallet af medarbejdere stødt gennem 1970’erne og 1980’erne.

Da fabrikken lukkede i 1990 er der 388 ansatte. Det er lidt over en tiendedel af hvad der var, da der var flest i 1971. Efter lukningen bliver produktionen flyttet til Asien, og et dansk industrieventyr er slut.

Jensen, S. E. (2011) Carmen. Vandkunsten. Der er anvendt materiale fra hele bogen.
Ingeniøererns Ugeblad, 28/7-1967
Tidsskrift for Ingenioer- og Bygningsvaesen, 12/6-1970
Danmarks Tekniske Museums arkiv: 2214 – 158/3

Dansk patent nr.: DK113724
Patentansøgningsdato: 12/02-1962
Patentdato: 21/04-1969
Tekstforfattere: Jakob Caspersen
Redaktør: Signe Skov Hansen